We did it!
I mit sidste blogindlæg, nævnte jeg min blogkrise.
Men hvad er der så sket siden da? Jo, der er løbet meget vand i åen (er det ikke sådan man siger?) siden da.
December gik, bachelorhelvedet, specialehelvedet, en kold vintermåned. For mange familier stod den i hyggens tegn. Hos os var der kaos. Kaos indvendigt, kaos udvendigt.
Survival of the fittest fik en helt ny betydning i vores familie. Overlevelse for at komme igennem den her mega stressende periode. “Så kunne i jo bare have ladet være med at skrive bachelor og speciale på sammen tid!” – JA! Det havde vi også planlagt. Men som de fleste ved, så går livet altså bare ikke altid som man regner med. Nogle gange pisser livet bare en langt ned af ryggen. Som jeg en dag i december 2013 skrev måtte jeg smide håndklædet i ringen. Eller vendt om: Jeg tog kampen op. Mit studie blev udskudt 1/2 år og derved ramlede vores bachelor og speciale sammen. Dårlig timing, I know – men det kunne ikke være anderledes.
Det blev januar. Jeg afleverede min bacheloropgave, jeg forsvarede den. Jeg er fysioterapeut. Jeg gjorde det! Pludselig var det ikke længere mig der skulle sidde på biblioteket fra kl. 8.00-22.00 og skrive opgave eller forberede eksamen. Nu var det Jonas’ tur. Rollerne var byttet om. Jeg valgte at tage 14 dage til jylland efter min eksamen. Hjem til min familie der. Det var skønt og på samme tid surrealistisk, hårdt og bare en helt anden verden.
Rent faktisk havde jeg allerede ved (verdens bedste) tilfældighed fået arbejde. Et års vikariat med opstart i februar. Marvin og jeg vendte næsen retur til København den sidste dag i januar, jeg fik mit eksamensbevis – og bum, en ny virkelighed ventede.
Februar. Jobstart, hvor er det dog energislugende. En hård banan at sluge og oveni købet blev jeg syg allerede i den første arbejdsuge. Det var ikke planen. Midt februar afleverede Jonas sit speciale. Hurra en lettelse! Forud ventede forsvaret. Knald eller fald. Der faldt mere ro på herhjemme, men Marvin har været frygtelig forvirret. Savnet sin far. Savnet sin mor. Savnet vi var samlet.
Så kom marts og den første hverdag i marts var en vidunderlig dag. Jonas’ fik sin titel: Cand.scient. i biokemi med et stort fedt 12-tal. Jeg er stolt af at han er min mand, jeg er stolt af at vores søn har så godt et forbillede og så skøn en far.
Men hvad så nu? Vi er ikke længere studerende. Vi er voksne? Forstå mig ret. I andres øjne har man vel været voksen længe? Jeg tog mig selv i, til et møde på arbejdet en dag, at tænke: “Ej hvor er det sjovt, jeg sidder til møde med de voksne“. De voksne. Mine kollegaer. Mig.
Jeg tror jeg har en mindre identitetskrise. Vi har en mindre identitetskrise. Vi skal finde os selv igen. Finde os selv som individer, finde os selv som par, finde os selv som familie. Vi skal igang med en helt ny hverdag, en hverdag der på mange måder er så meget anderledes end det vi har været vandt til i rigtig mange år.
Vi har for pokker aldrig nogensinde stået i den situation at minimum én af os ikke var på SU. Eller det er faktisk løgn, men det er for 10 år siden – der var vi ikke fyldt 18 år og SU-berettiget.
We f***ing did it!
